
Esbjerg Kommune har bevilget 18 mill. kr. til renovering af Sælariet ved museet. Sælariet blev etableret i 1976, så med 36 år på bagen er en opdatering af forholdene tiltrængt.
Renoveringsarbejdet blev indledt den 17. september, hvor Sælariet blev tømt for vand. Sælerne blev herefter flyttet til et midlertidigt opholdssted, som er etableret i kælderen i det tidligere Skalling Laboratorium. Her er bygget et bassin, således at sælerne fortsat kan få det daglige bad.
To af sælerne – Nelly og Leif – fortsætter deres tilværelse i St. Andrews Aquarium i Skotland, samme sted som sælen Togo kom til i juli 2011. Forhåbentlig får vi så et par nye beboere inden åbningen af det ombyggede sælarium i maj 2013.
Selve renoveringsarbejdet står på i perioden oktober 2012 til maj 2013, hvor et mere spændende og indbydende sælarieområde vil stå færdigt. Foruden et nyt Sælarium åbner vi en ny udstilling om sælernes liv i Vadehavet med både film og fotos.
Under renoveringsarbejdet vil der ikke være daglige sælfodringer for publikum, men det betyder ikke, at der ikke sker noget på museet. Vore formidlere vil alle hverdage kl. 11.00 fodre og fortælle om fiskene i museets store saltvandsakvarium, og kl. 14.30 vil der være omvisning i akvariet.
I weekenderne vil der i det kreative værksted være mulighed for at lave sjove og finurlige figurer af naturens materialer.
Man kan følge med i ombygningen af Sælariet på museets Facebookside - siden er åben og kan ses af alle her.
OBS: Bemærk at den lange frostperiode i marts har forsinket projektet, og at genåbningen af sælariet ikke som tidligere annonceret finder sted 17. maj. Den endelige dato for genåbningen er ikke fastsat, men vi forventer at kunne byde velkommen til det nye sælarium i begyndelsen af juni.