Forskning - Kulturhistorie
Fiskeri- og Søfartsmuseets kulturhistoriske hovedområder er fiskeri, søfart, offshore og kystkultur. Det overordnede tema for museets arbejde er ”Mennesket og havet”. I disse år arbejder museets faste forskere inden for tre hovedområder:
- Vadehavets kulturlandskab og historie gennem de seneste fem århundreder. Fokus er på menneskets brug af landskabet i den danske del af Vadehavet med særligt henblik på sejlads og søfart, kontakten med Holland og Tyskland samt de særlige træk, som gælder for Vadehavets øer. Mette Guldberg.
- Dansk fiskeri fra kystnært bierhverv til det havfiskeri med ståltrawlere. Med fokus på fiskeriets udvikling til et fuldtidserhverv siden omkring år 1900 undersøges den teknologiske og den markedsmæssige udviklings betydning for det danske fiskerierhverv samt fiskerireguleringens betydning for fiskeriets eksistensbetingelser. Søren Byskov.
- Strukturer under forandring – Vestjylland og Nordsøen siden 1960. Udviklingen i fiskeri og søfart har sammen med opkomsten af offshore energiproduktion, stigende kystturisme og infrastrukturelle forbedringer været afgørende for forandringerne i den vestjyske erhvervsstruktur. Konkret arbejdes der i disse år med havmølleparkernes udvikling og perspektiv, de seneste års udvikling inden for dansk olie-/gasindvinding samt perspektiverne for turismen i regionen omkring årtusindskiftet. Morten Hahn-Pedersen.
Ud over de faste forskeres projekter udføres der mindre forskningsprojekter inden for museets ansvarsområder.