Illustration fra museets nye udstilling, ”Energi fra Havet”, som viser et tværsnit af et boreprofil. Her ses hvordan boringen ændres fra lodret til vandret.

Foredrag på Fiskeri- og Søfartsmuseet den 16. marts 2017.

Hvordan sprænger man huller i et tykt stålrør i to kilometers dybde, og hvordan får man egentlig – i samme dybde – ændret boreretningen fra lodret til vandret? Disse og mange flere spørgsmål kan du få svar på, når Fiskeri- og Søfartsmuseet indbyder til en spændende aften med to erfarne Esbjergdrenge fra oliebranchen. De to foredrag vil give et spændende og unikt indblik i offshoreverdenen set fra Esbjerg, men med udsyn til hele verden.

Henrik Toft Christensen havde sit første møde med olien i Den Mexicanske Golf i 1975 om bord på et simpelt boreskib. Via den danske del af Nordsøen bragte arbejdet med boreteknik ham til eksotiske steder som blandt andet Borneo og Singapore. Hør Henriks beretning om livet som borebisse og videre til Area Manager og Director for Maersk Drilling i Esbjerg samt ikke mindst som Unit Director for det topmoderne boreskib MAERSK VALIANT – skibstypen som har sat verdensrekord i dybdeboring! Kort sagt: Kom og få et spændende indblik i boreteknik.

Jens Husted begyndte sin karriere i oliebranchen på en stormfuld dag i 1986 om bord på boreriggen MÆRSK GUARDIAN i Nordsøen. Mødet med MÆRSK GUARDIAN kom til at gentage sig mange gange forskellige steder helt frem til 2016, hvor den blev ombygget til hotelplatform. Pionerarbejdet og kampen for at trække de store borerigge til Esbjerg danner også baggrund for Jens Husteds nuværende firma, Oilfield Solutions, og en lang række projekter i udlandet, fra Trinidad, Australien, USA og Kina til Afrika, Mellemøsten, Skotland og Norge. Kom og få et spændende indblik i offshoreverdenen set fra en leverandørs side, og hør om nogle af de mange mindre danske og esbjergensiske firmaer, som blev en stor del af det danske og udenlandske olieeventyr.

 Fakta:

Billetpris: 95,- kr.
Forsalg: 1. marts 2017 – 16. marts 2017
Afhentning og betaling: Fiskeri- og Søfartsmuseet, Tarphagevej 2-8, 6710 Esbjerg V, Reservation af billetter er ikke muligt.
Pris i døren: 125,- kr.
Døren åbnes: kl.18.30, foredraget starter kl.19.00 og slutter ca. kl. 21.30.
Der er kaffe og kage i pausen.

Åbningstider & Priser

HUSK: Altid gratis adgang for børn og unge under 18 år

Tilmeld nyhedsbrev


 

Fiskeri- og Søfartsmuseet | Saltvandsakvariet - Tarphagevej 2 | 6710 Esbjerg V | Tlf.: 76 12 20 00 | Fax.: 76 12 20 10 | fimus@fimus.dk