På Fiskeri- og Søfartsmuseet kan man opleve mange af de motorer, som tidligere lå i de mindre danske fiskefartøjer.

Nogle af de mest populære motorer var fra Hundested og Grenå, og netop en grønmalet Grenaa-motor fra 1941 og en grå Hundested fra 1964 kan ses og høres på museets friland. Om onsdagen startes en af motorerne op af museets frivillige motorlaug, og lyden kan få minderne frem hos enhver, der har oplevet livet på en fiskerihavn for en generation eller to siden. Ved hjælp af startpatroner bliver de to maskiner på hhv. 22 hk og 30 hk sat i gang, og både lugten, lyden og synet af de gamle maskiner gør indtryk. De fleste esbjergkuttere havde større motorer, men disse to har siddet i små kuttere fra Rudkøbing og Årøsund og stammer dermed fra det helt almindelige fiskeri i indre farvande i midten af 1900-tallet.

Engang havde næsten hver en havn i Danmark en motorfabrik. På Fiskeri- og Søfartsmuseet kan man finde motorer med navne som f.eks. ”Dan”, ”Tuxham”, ”Alpha”, ”Energi”, ”Hein” og ”Korshavn”. De stammer fra alle egne af landet, og mange af dem er fremstillet i begyndelsen af 1900-tallet, hvor danske fiskere for alvor gik over til motorkraft. I år 1900 var der kun 200 motoriserede fiskerbåde i Danmark, men ti år senere var antallet vokset til 4.570 fartøjer. Museet starter ikke de helt gamle motorer op, men alene deres fremtoning fortæller en spændende historie om en teknologisk revolution i fiskeriet for lidt over 100 år siden. Saltvand og mange års brug har tæret på motorerne, og Fiskeri- og Søfartsmuseets frivillige motorlaug arbejder derfor løbende på at restaurere og konservere de gamle maskiner. 

Åbningstider & Priser

HUSK: Altid gratis adgang for børn og unge under 18 år

Tilmeld nyhedsbrev


 

Fiskeri- og Søfartsmuseet | Saltvandsakvariet - Tarphagevej 2 | 6710 Esbjerg V | Tlf.: 76 12 20 00 | Fax.: 76 12 20 10 | fimus@fimus.dk