Langlinefiskeri

Langlinen er et krogredskab, der især brugtes til fiskeri på torsk og kuller fra middelalderen frem til 1900-tallet. Redskabet består af en line, en kajl, som lægges ud på havbunden, med et antal korte snører, såkaldte tavser eller tjavser, som hver er forsynet med en krog med madding. Der monteres typisk 100-200 tavser på en langline, og der sættes normalt flere langliner i forlængelse af hinanden. Hele sættets begyndelse og slutning markeres på havoverfladen med en bøje, en gaj. Der sættes desuden en mindre spidstønde, en duftønde, til at markere hver enkelt langline.
Langlinerne bringes i land efter endt fiskeri og skal derefter redes op. Kroge og liner kan gå i filt, og krogene skal renses for den madding, som måtte sidde tilbage. Derefter lægges linerne op på flade trækasser, såkaldte bakker, som har givet navn til dette fiskeris andet navn, bakkefiskeri. Opredning og udlægning af linen på bakken kræver stor omhyggelighed, da linen skal glide let og uden knuder af bakken, når linen sættes ud fra båden. Krogene forsynes med madding, kaldet es, f.eks. sandorm, muslinger eller sildestykker, som lægges i en strimmel sand på bakken eller på avispapir. Ifølge en skildring fra Nymindegab fra 1800-tallet blev der lagt tre langliner på en bakke.
Arbejdet blev udført af kvinder, såkaldte esepiger (es = madding). Hver esepige kunne klare fire bakker på en dag, forudsat der var madding nok at få, altså 2.400 kroge. Bådelaget bestod af seks mand, som altså skulle bruge 24 bakker eller 14.400 kroge. Ved Nymindegab var der ingen sandorm, så maddingen bestod af sild, der først måtte fiskes af bådelagets to medhjælpere, de såkaldte drejere. Af en sild var der madding til 15 kroge, så der skulle hver dag fiskes 1.000 sild for at få fuld es.